Peter Redgrove, Christopher Durang, Jean-Bernard Pouy, Isidoor Teirlinck, Gerhard Amanshauser, Luc Decaunes

De Britse dichter Peter William Redgrove werd geboren op 2 januari 1932 in Kingston upon Thames, Surrey. Zie ook alle tags voor Peter Redgrove op dit blog.

 

The Curiosity-Shop

It was a Borgia-pot, he told me,
A baby had been distilled alive into the pottery,
He recommended the cream, it would make a mess of anybody’s face;
My grief moved down my cheeks in a slow mass like ointment.

Or there was this undine-vase, if you shook it
The spirit made a silvery tinkling inside;
Flat on the table, it slid so that it pointed always towards the sea.
A useful compass, he said.
I could never unseal this jar, tears would never stop flowing towards
the sea.

Impatiently he offered me the final item, a ghoul-sack,
I was to feed it with rats daily unless I had a great enemy
Could be persuaded to put his head inside;
That’s the one! I said.
That’s the sackcloth suit sewn for the likes of me
With my one love’s grief, and my appetite for curiosity.

 

 
Peter Redgrove (2 januari 1932 – 16 juni 2003)

 

De Amerikaanse toneelschrijver Christopher Durang werd geboren op 2 januari 1949 in Montclair, New Jersey. Zie ook alle tags voor Christopher Durang op dit blog.

Uit: Laughing Wild

“I used to be a very negative person. But then I took this personality workshop that totally turned my life around. Now when something bad or negative happens, I can see the positive. Now when I have a really bad day, or when someone I thought was a really good friend betrays me, or maybe when I’ve been hit by one of those damn people riding bicycles the opposite way on a one-way street, so, of course, one hadn’t looked in that direction and there they are bearing down on you, about to kill or maim you—anyway, I look at any of these things and I say to myself: this glass is not half full, it’s half empty. No—I said it backwards, force of habit. This glass is not half empty, it is half full. Of course, if they hit you with the stupid bicycle your glass won’t be half full or half empty, it will be shattered to pieces, and you’ll be dead or in the hospital. But really I’m trying to be positive, that’s what I’m doing with my life these days. I was tired of not being joyful and happy, I was sick of my personality, and I had to change it. Half full, not half empty. I had to say to myself: you do not have cancer—at least not today. You are not blind. You are not one of the starving children in India or China or in Africa. Look at the sunset, look at the sunrise, why don’t you enjoy them, for God’s sake? And now I do. Except if it’s cloudy, of course, and you can’t see the sun. Or if it’s cold. Or if it’s too hot. I probably need to take a few more personality workshops to complete the process. It’s still not quite within my grasp, this being positive business.“

 

 
Christopher Durang (Montclair, 2 januari 1949)

 

De Franse schrijver Jean-Bernard Pouy werd geboren op 2 januari 1946 in Parijs. Zie ook alle tags voor Jean-Bernard Pouy op dit blog.

Uit: Samedi 14

« J’ai aussi eu le temps de me renseigner sur notre nouveau ministre de l’Intérieur. Stanislas Favard, le fiston de Roman et Monique. Qui avait pris, pour fomenter son ambition, le nom de sa mère. De nos jours, il vaut mieux passer pour un Creusois qu’un Polack, le chabichou est plus rassurant, dans nos isoloirs, que le bortsch. Ce type était apparemment un genre de requin aux dents longues et à l’haleine de hyène. Grimpette accélérée dans les sphères du pouvoir. Populiste à cran, extrémiste droitier parfois, chrétien de gauche de temps en temps. Réactionnaire se faisant toujours passer pour progressiste. Cinquième maroquin. Sans parler du nombre de Marocains qu’il avait déjà faits raccompagner dans leur beau pays. Certains le voyaient même à la tête de l’Etat, le jour où il aurait réussi à se faire mieux aimer des Français. Pour l’instant, une grande partie de notre population de veaux en douce stabulation ne le voyais (sic) pas encore comme le grand taureau en chef. Il s’était fait agresser plusieurs fois par des militants en colère. Il s’en foutait. Il fonçait. Comptait sur son impunité. Laminait ses ennemis. »

 

 
Jean-Bernard Pouy (Parijs 2 januari 1946)

 

De Vlaamse schrijver Isidoor Teirlinck werd geboren in Zegelsem op 2 januari 1851. Zie ook alle tags voor Isidoor Teirlinck op dit blog.

Uit:Arm Vlaanderen

“In eens kwam er verandering in de wezenstrekken des boers: hij was dus toch voor ontroering vatbaar! Ginder op den boomgaard was een knecht verschenen, die er een weinig rondslenterde, daarna eenen kluppel opraapte en regelrecht naar den hoogen boom trok om appelen af te werpen. De droomer sparde vol afschrik de oogen open, nu dat een zeventienjarig meisje – de nicht van den bezitter der hoeve, boer Vergauw – zich toonde, eenen der afgekluppelde appelen opnam en smakelijk er in beet. De vreemdeling trok zich achter den populier terug en zijn gelaat, vóor een oogenblik zoo onbeweeglijk als marmer, drukte de grootste ontzetting uit. Zijne borst zwoegde, zijne neerhangende lip beefde, terwijl hij afwerend, als in eene bede, de handen uitstrekte.
Neen, zij, dat meisje vooral, mocht van die appelen niet eten!
Waarom?
Dat ook behoorde tot het geheim zijns levens.
Als onder het gewicht eener ramp, liet hij zich op het gras nederzijgen. Doch, zonderling! hij voelde werktuigelijk met de hand, om zich te verzekeren, dat hij zich niet bemorsen kon. En, alsof hij niet het voor hem zoo akelig tooneel wilde zien, nam hij het hoofd tusschen beide handen en bleef weer roerloos als een beeld.
Nog lang zat hij daar. Telde hij de graspijltjes? De zon zakte lager en lager; langzamerhand verdwenen de gouden verven in het westen. De avond viel snel neder; de nachtschaduw hing reeds in het boschje, tusschen de struiken en woekerplanten. Ginder zeeg het kerktorentje weg in de duisternis, die versmolt met de zwarte kleur van het wilgenloover, er achter op de hoogte, en van de wolken, die boven de noorderkim, achter den windmolen, opklommen.
De vreemdeling stond eindelijk recht en scheen nu eerst de aankomende duisternis te bemerken. Hij blikte naar het westen, waar de laatste lichtstreep was weggestorven, daarna naar het dorpje.”

 

 
Isidoor Teirlinck (2 januari 1851 – 27 juni 1934)

 

De Oostenrijkse schrijver Gerhard Amanshauser werd geboren op 2 januari 1928 in Salzburg. Zie ook alle tags voor Gerhard Amanshauser op dit blog.

Uit: Es wäre schön, kein Schriftsteller zu sein. Tagebücher

„1976 Am 1. 1. fuhren wir nach Goldegg, wo ich mich, ein wenig zur Erinnerung an eine sportliche Jugend, als Eisläufer strapazierte. Das Gasthaus zum Bierführer, wo wir als Kinder zur Sommerfrische wohnten, hat eine erstaunlich gute Küche, vielleicht um für die Renovierung zu entschädigen, die aus dem alten Gasthof ein monströses Fremdenverkehrsprodukt gemacht hat.
Das Merkwürdige: einen sehr vertrauten Ort nach langen Jahren wiederzusehen. Man weiß: Ich war hier, erinnert sich an Details, doch diese fügen sich nicht recht zu einem Ganzen jener Art zusammen, wie man sie dem Ich zuspricht. Einer, der sich als Ich bezeichnete, war an diesem Ort, doch es ist nicht das heutige Ich; das damalige aber lässt sich nur in vagen Umrissen erkennen.
Das Perihelium bringt scheußliches Wetter, das sich schließlich zu einem Orkan auswächst.
Am 5. 1. hörte ich im Radio eine Schilderung der Liebe [Max] Frischs zu Ingeborg Bachmann aus „Montauk“. Eine lügnerisch-gefühlshafte Verschleierung und Verbrämung. Schließlich ist es unmöglich, dass er sie nicht besser kannte. Ich traf sie zweimal, das erste Mal bei Radio Rot-Weiß-Rot in Wien, wo sie damals angestellt war. Ihre Dichtung erschien mir ein bedauerliches Gemisch von echten und verfälschten Versen. Frisch und seine betulichen Affären – oder vielmehr seine vagen, qualligen Bemerkungen, seine falsche Lapidarität, modelapidar. Wie ein Jüngling, der mit „Pokerface“ eine Bar betritt.
Am 19. 1. lernte ich nach einer Lesung den „Poeten“ Urs Widmer kennen, der von Christoph Derschau begleitet war. Nach Artmann, der die Einleitung hielt, zeigt sich der Poet tautologisch in seiner poetischen Existenz; diese wiederum ist, diesmal nach Amanshauser, so etwas wie ein Weißer Zwerg, Überrest eines Sternes aus dem 19. Jahrhundert. Weiße Zwerge unter sich.”

 

 
Gerhard Amanshauser (2 Januar 1928 – 2 September 2006)
Cover 

 

De Franse dichter en schrijver Luc Decaunes werd geboren op 2 januari 1913 in Marseille. Zie ook alle tags voor Luc Decaunes op dit blog.

 

Gloire de l’été
              A Jean Tortel

C’était l’été. Mille oiseaux faisaient un saccage de vignes, un saccage
de silence. Mille fleurs s’ébrouaient dans la lumière éparpillée. Mille
voix prenaient le chemin du vent.

C’était l’été. De hauts pollens, échappés des arbres, palpitaient dans
l’air puis s’abattaient à la volée comme une neige de soleil sur l’étendue
des bois murmurants.

A fleur de colline, la terre rouge montrait sa gorge ouverte par le
poignard des années, où bouillonnaient ronces, fougères, genêts, tout
un flanc de sang végétal en furieuses échappées. Et dans la combe aux
amoureux, là-bas, au plus aigu de la secrète faille, l’eau rare laissait
voir par places son joli corps luisant et frais en fuite sous un lacis d’herbes,
de branches, de rayons.

Des moiteurs vertes se pâmaient ; des nuées de senteurs stagnaient
dans les sentiers, chauds comme au sortir d’un four ; des colonnes de
silence épais s’ajoutaient aux colonnes d’arbres : cathédrales ! l’azur se
voûtait, se tendait comme un arc. C’était l’été. C’était le bel été, le grand
été tout rond, crépitant tel un feu de pignes au milieu des pierres, brûlant
la terre et cuisant l’eau, avec ses hauts après-midi à donner le vertige, où
ne s’entendent plus que le concert fou des insectes et l’étendue des bois
murmurant au soleil.

 

 
Luc Decaunes (2 januari 1913 – 13 maart 2001)

 

Zie voor nog meer schrijvers van de 2e januari ook mijn vorige blog van vandaag.