Breyten Breytenbach, Frans Kusters, James Alan McPherson, Michael Nava, Hans Arp

De Zuid-Afrikaanse schrijver en dichter Breyten Breytenbach werd geboren op 16 september 1936 in Bonnievale. Zie ook mijn blog van 16 september 2010 en eveneens alle tags voor Breyten Breytenbach op dit blog.

 

 

onderweg

 

‘somewhere halfway from here

there are half-empty boxes’

 

nu is elke nacht een reis

door onbekende landschappen

van licht en van schaduwen

over barre vlakten

of ineens door ravijnen

met druipende exotische bomen

 

soms is er een dood dorp

een modderglinsterende hond

met gesperde kaken vastgekolkt

in de koplichten

maar nooit een levende ziel

 

en elke nacht is er de bestuurder naast mij

een allang vergeten dode vriend

een dode broer van wie ik niets weet

 

nu is elke nacht een bittere woordenstrijd

want waarheen zijn we onderweg?

ik wil de praatjes niet meer horen

 

nu klim ik er elke ochtend uit de dag in

met een zere keel van stof en schrijven

 

 

Vertaald door Laurens Vancrevel

 

 


Dein Brief

Dein Brief ist glänzender und größer
als der Gedanke an eine Blume, wenn der Traum
ein Garten ist –

als sich dein Brief öffnet:
ein Auffalten von Himmel, Wort von außen
weite Räume

ich schlief in grünen Weiden
während der letzten Nachtwache
lag ich auf der Schwelle zum Tal der Schatten
und hörte wie man die zum Tod Verdammten
durch Tunnel in die Erde führte

wie sie singen
ihr Atem an den Lippen
ein Bewohner, der eben fortgehen will
eine Stadt in Flammen, wie sie singen
ihr Atem aus Fesseln

wie sie singen –
sie, die aus dem Licht ins Dunkel springen
sie, die man ohne Ziel verschickt –
schrecklich spür ich diese Schändung

der Tisch vor mir im Beisein meiner Feinde
ist blank, Asche bedeckt meinen Kopf
mein Krug ist leer  

ich floh in deinen Brief und wollte lesen
vom Orangenbaum, geschmückt mit weißen Blüten
die sich in der Sonne öffnen

ich konnte sie riechen, auf dem Balkon –
ich kann dich riechen
lieblicher und lichter als der Gedanke an eine Blume
in dieser düsteren Nacht

bald werde ich am Himmel deiner Worte hängen –
gib dass ich deinen Brief
mein Leben lang bewohnen kann

Envoi
dein Brief ist herrlich, glänzender und größer
als der Gedanke an eine Blume, wenn der Traum
die Erde eines Gartens ist –

als sich dein Brief öffnet:
ein Auffalten von Himmel, Wort von außen,
Erinnerung

 

 

Vertaald door Uljana Wolf

 

 

Breyten Breytenbach (Bonnievale, 16 september 1936)

Lees verder “Breyten Breytenbach, Frans Kusters, James Alan McPherson, Michael Nava, Hans Arp”

Breyten Breytenbach, James Alan McPherson, Michael Nava, Hans Arp

De Zuid-Afrikaanse schrijver en dichter Breyten Breytenbach werd geboren op 16 september 1936 in Bonnievale. Zie ook mijn blog van 16 september 2010 en eveneens alle tags voor Breyten Breytenbach op dit blog.

 

Voor Juan Carvajal

het vlees van hoeren is treurig
ik heb ze zien staan
met de donkere kreet tussen de dijen
langs de boulevard die de zee
omzoomde en afstootte
onder een hemel vol sterren
als dode vissen

het vlees van hoeren is triest
ik heb ze naakt zien liggen
in de woorden en de handen
van dichters en schilders
die de dood in leven
probeerden te houden
dingen zijn de verdonkeremaande
betekenis van dingen

ik heb in de tuin gezeten
en de schelle kreet van de papegaai
in de palmboom gehoord
en het hartzeer van het leven
groeide in mij aan
als een donkere vrucht
als een hoerenhart

 

Blind op reis

ek het in die skadu van Witberg oornag
maar om die berg se hoë slape
oor die silwer slaaprnus van ewige sneeu
kon ek die kranse lig sien beef
so groot so onaantasbaar so wit
so hoog kom my begrip nooit na bo
en deur my vingers het ek die bidkrale
van sterre probeer tel
om jou naam weer te proe
om jou bitter naam soos ligte druppels
reën op my tong te vang om jou naam
soos’ n afgod in my droom se grond te plant
‘n god om my verdere reis te seën
want met die roep van jou naam
met die bloed van jou naam in my mond
kruip ek al hoe yler al hoe witter skuinstes uit

Vertaald door: Krijn PeterHesselink

 

Das Treffen

wenn mein Herz zu mir kommt

durch die Nacht

duften die Gassen wo Pferdekarren

klappernd schwarze Abfallsäcke

sammeln

nach den verlorenen Blüten

des Frangipani-Baums

wenn mein Herz zu mir kommt

durch die Nacht

stelle ich einen Tisch ans Fenster

mit Brot und Wein und süßen

dunklen Trauben

und schreibe dieses kleine Gedicht

wie ein ausgereifter Papiermond

aus Warten

ein Echo jenes anderen aus weißem Stein

der dort draußen

durch die Nacht reist

wo dunkle Männer ihre Pferde antreiben

wenn mein Herz zu mir kommt

durch die Nacht

wenn das Warten

voller Worte ist

essen wir die Feigen, trinken den Wein

und schlafen mit dem Mond


Vertaald door Uljana Wolf

 

Breyten Breytenbach (Bonnievale, 16 september 1936)

Lees verder “Breyten Breytenbach, James Alan McPherson, Michael Nava, Hans Arp”

Breyten Breytenbach, James Alan McPherson Michael Nava, Hans Arp, Andreas Neumeister, Anna Bosboom – Toussaint, Justin Haythe, Frans Eemil Sillanpää

De Zuid-Afrikaanse schrijver en dichter Breyten Breytenbach werd geboren op 16 september 1936 in Bonnievale. Zie ook mijn blog van 16 september 2006 en ook mijn blog van 16 september 2007 en ook mijn blog van 16 september 2008 en ook mijn blog van 16 september 2009.

Uit: Intimate Stranger

“Poetry is the breath of awareness

However much you feed a wolf, it always looks to the forest. We are all wolves in the dense forest of Eternity.” This was written by the Russian poet Marina Tsvetaeva, the man said softly as he stroked the silver fur of the animal crouched in his arms. The animal pricked up its ears, then strained to look back at the dark copse of trees where shadows moved as if alive. As if alive and waiting to move out into the open.

Listen, this process called poetry is an exercise in imagining memory, and then having that memory snare and cherish imagination. Yet, every poem is and will be a capsule of territory in the perpetual present tense, a vessel taking on the ever-changing colors of the sea.

Poetry is the breath of awareness and the breathing thereof. I even mean this literally, for underlying the flow and the fall of verses are ‘natural units’ of consciousness sculpted by rhythm, by recall, by movement reaching for the edges of meaning and of darkness. One could illustrate by averring that the poem is a membrane, rippling, thrumming; reminding us that we are breathing organisms continually translating the space around us, continually translating ourselves into spaces of the known and thus drawing circumferences around locations of the unknown. From this one could extrapolate that the practice and process of remembering /evoking /awakening events and our selves lead quite naturally to questioning the polarities of other and I, to writing (and un-writing) the self, and toward rewriting the world. The boat changes the water.

Poetry is also the wind of time and thus the movement and singing of being. An old poet friend of mine – now coming to the end of his life and cold to dying, the earth lurching under his unsteady tread as he hides his eyes behind tinted glasses to soften the glaring (maybe the gloating) look of Dog Death sniffing closer – told me the other day that whatever memory and understanding he has of himself, of the route and the roads traveled, of seas navigated, of big H history, he knows through the resonance of a clutch of poems.”

breytenbach

Breyten Breytenbach (Bonnievale, 16 september 1936)

 

De Amerikaanse schrijver James Alan McPherson werd geboren op 16 september 1943 in Savannah, Georgia. Zie ook mijn blog van 16 september 2009.

Uit: A Loaf of Bread

“It was one of those obscene situations, pedestrian to most people, but invested with meaning for a few poor folk whose lives are usually spent outside the imaginations of their fellow citizens. A grocer named Harold Green was caught red-handed selling to one group of people the very same goods he sold at lower prices at similar outlets in better neighborhoods. He had been doing this for many years, and at first he could not understand the outrage heaped upon him. He acted only from habit, he insisted, and had nothing personal against the people whom he served. They were his neighbors. Many of them he had carried on the cuff during hard times. Yet, through some mysterious access to a television station, the poor folk were now empowered to make grand denunciations of the grocer. Green’s children now saw their father’s business being picketed on the Monday evening news.

No one could question the fact that the grocer had been overcharging the people. On the news even the reporter grimaced distastefully while reading the statistics. His expression said, “It is my job to report the news, but sometimes even I must disassociate myself from it to protect my honor.” This, at least, was the impression the grocer’s children seemed to bring away from the television. Their father’s name had not been mentioned, but there was a close-up of his store with angry black people, and a few outraged whites, marching in groups of three in front of it. There was also a close-up of his name. After seeing this, they were in no mood to watch cartoons. At the dinner table, disturbed by his children’s silence, Harold Green felt compelled to say, “I am not a dishonest man.” Then he felt ashamed. The children, a boy and his older sister, immediately left the table, leaving Green alone with his wife. “Ruth, I am not dishonest,” he repeated to her.

Ruth Green did not say anything. She knew, and her husband did not, that the outraged people had also picketed the school attended by their children. They had threatened to return each day until Green lowered his prices. When they called her at home to report this, she had promised she would talk with him. Since she could not tell him this, she waited for an opening. She looked at her husband across the table.”

mcpherson

James Alan McPherson (Savannah, 16 september 1943)

 

De Amerikaanse schrijver Michael Nava werd geboren op 16 september 1954 in Stockton, Calefornië. Zie ook mijn blog van 16 september 2009.

Uit: How Town

“The road to my sister’s house snaked through the hills above Oakland, revealing at each curve a brief view of the bay in the glitter of the summer morning. Along the road, houses stood on small woodsy lots. The houses were rather woodsy themselves, of the post and beam school, more like natural outcroppings than structures. Wild roses dimpled the hillsides, small, blowsy flowers stirring faintly in the trail wind of my car. Otherwise, there was no movement. The sky was cloudless, the weather calm and the road ahead of me clear.

Earlier, coming off the Bay bridge I’d taken a wrong turn and found myself in a neighborhood of small pastel houses. Grafitti-gashed walls and a preternatural calm marked it as gang turf. The papers had been full of gang killings that month. When I drove past, a child walking by herself flinched, ready to take cover. None of that was visible from these heights.

This was like living in a garden, I thought, and other associations came to mind: Eden, paradise, a line from “Sunday Morning” that I murmured aloud: “Is there no change in paradise?” I couldn’t remember the rest. Elena would know. And she would appreciate the irony. She and I had grown up in a neighborhood called Paradise Slough in a town called Los Robles about an hour’s drive from here.

There had been little about our childhood that could be described as paradisiacal. Our alcoholic father was either brutal or sullenly withdrawn. Our mother retaliated with religious fanaticism. As she knelt before plaster images of saints, in the flicker of votive candles, her furious mutter was more like invective than prayer. Their manias kept my parents quite busy, and Elena and I were more or less left to raise ourselves.”

nava

Michael Nava (Stockton, 16 september 1954)

 

De Frans-Zwitserse kunstenaar, dichter en schrijver Hans (Jean) Arp werd geboren op 16 september 1886 in Straatsburg. Zie ook mijn blog van 16 september 2006. Zie ook mijn blog van 16 september 2008en ook mijn blog van 16 september 2009.

kaspar ist tot

weh unser guter kaspar ist tot
wer trägt nun die brennende fahne im wolkenzopf verborgen täglich zum schwarzen schnippchen schlagen
wer dreht nun die kaffeemühle im urfass
wer lockt nun das idyllische reh aus der versteinerten tüte
wer verwirrt nun auf dem meere die schiffe mit der anrede parapluie und die winde mit dem zuruf bienenvater ozonspindel euer hochwohlgeboren
weh weh weh unser guter kaspar ist tot. heiliger bimbam kaspar ist tot.
die heufische klappern herzzerreissend vor leid in den glockenscheunen wenn man seinen vornamen ausspricht. darum seufze ich weiter seinen familiennamen kaspar kaspar kaspar.
warum hast du uns verlassen. in welche gestalt ist nun deine schöne grosse seele gewandert. bis du ein stern geworden oder eine kette aus wasser an einem heissen wirbelwind oder ein euter aus schwarzem licht oder ein durchsichtiger ziegel an der stöhnenden trommel des felsigen wesens.
jetzt vertrocknen unsere scheitel und sohlen und die feen liegen halbverkohlt auf dem scheiterhaufen.
jetzt donnert hinter der sonne die schwarze kegelbahn und keiner zieht mehr die kompasse und die räder der schiebkarren auf.
wer isst nun mit der phosphoreszierenden ratte am einsamen barfüssigen tisch.
wer verjagt nun den sirokkoko teufel wenn er die pferde verführen will.
wer erklärt uns die monogramme in den sternen
seine büste wird die kamine aller wahrhaft edlen menschen zieren doch das ist kein trost und schnupftabak für einen totenkopf.

arp

Hans Arp (16 september 1886 – 7 juni 1966)

 

De Duitse schrijver Andreas Neumeister werd geboren op 16 september 1959 in Starnberg. Zie ook mijn blog van 16 september 2009.

Uit: Könnte Köln sein

„Wenn alle Wege nach Rom führen, dann müssten erst recht auch sämtliche Autobahnen nach Rom führen.

Immerhin zwei der fünf vom am nördlichen Fuß der Alpen gelegenen Basislager in fünf Windrichtungen strebenden Autobahnen führen letztendlich über Brenner und Alpen auf direktem Weg nach Rom Von verschiedenen Moränenhügeln aus den Bau der Garmischer Autobahn mitverfolgt. Bei Exkursionen zu Baustellen immer gerne mit dabei. Operation am offenen Herzen einer bewegten Landschaft. Baustelle mit Alpenblick: Immerhin ist Vater Ingenieur beim Bau der Autobahnbrücke über Loisach und Loisach-Moos gewesen.

Immerhin ist die Ohlstätter Brücke Vaters Lieblingsbaustelle gewesen. (Spannbeton – es kommt darauf an, was man daraus macht.) Karin-Stoiber-Tunnel bei Farchant. Einschlägige Bauten, Olympiade 1936. Garmisch bleibt rechts liegen. Garmisch kann uns gestohlen bleiben. Mittenwald wird aufgeständert umgangen. Kasernen im Heimatschutzstil, Jäger, Gebirgsjäger alles aus der Guten Alten Zeit Großkampfstätten des Wintersports: a.) Garmisch b.) Innsbruck. Die Isar als Wildbach verschwindet unter einer Brücke nach rechts. Seefeld schon auf der Höhe vom Brenner. Der Zirlerberg führt hinunter in den Abgrund.

Vom Seefelder Sattel hinunter nach Innsbruck am Inn. Energieverschwendung. Eine Stadt, die ich als Kind gerne verfluchte. Das Goldene Dachl. Städte in tief eingeschnittenen Tälern gehören verboten. Zum Wohl und Schutz ihrer Bewohner. Die Stadt, ein Flughafen zwischen Inntalautobahn und Brennerautobahnzubringer gequetscht. Die neue Hungerburgbahn: irakische Architektin!“

neimeister

Andreas Neumeister (Starnberg, 16 september 1959)

 

De Nederlandse schrijfster Anna Bosboom – Toussaint werd geboren op 16 september 1912 te Alkmaar. Zie ook mijn blog van 16 september 2006. Zie ook mijn blog van 16 september 2008 en ook mijn blog van 16 september 2009.

Uit: De Alkmaarsche wees

“Met eene gewaarwording van vroolijke voldoening, doch door weemoed getemperd, zet ik dien titel boven hetgeen ik ga nederschrijven. Voldoening, omdat ik spreken mag van dien eerbiedwaardigen karaktertrek onzer vaderen: zorge en liefde voor het verlatene; trouwe en teêrheid voor het weeskind. Weemoed, omdat de instelling, die ook in onze stad van dien karaktertrek getuigde in mijn tijd heeft opgehouden te bestaan, voor onze Protestantsche weezen; omdat ik niet zonder een blik van benijding en van bewondering, die ik gaarne wil uitspreken, mijne Katholieke stadgenooten uit eigen fondsen en ten koste van welke offers dan ook, zich dat voorrecht zie verzekeren, waarop het menschelijk hart en het vaderlandsch gevoel grooteren prijs hadden behooren te stellen dan zij getoond hebben te doen, die zulke offers te groot hebben geacht. Hunne redenen te wegen of te doorgronden is noodeloos en hier niet oorbaar; maar de klachte, die mij op ’t harte lag, moest ik lucht geven: Geen Gereformeerd weeshuis meer in dàt Alkmaar, dat zich toch niet de mindere toont, als er beroep wordt gedaan op hare goeddadigheid, en dat eene der bloeiendste wordt geacht onder de zeven Westfriesche steden! Dat was het reeds in 1611, als men Schagen en anderen gelooven mag, en …. wat voor ons zijne belangrijkheid heeft, toen bestond er een weeshuis.

Het was Zondag: er is iets eigenaardig aandoenlijks in, op zulken heiligen dag des Heeren, de weezen te zien opgaan naar het huis van Hem, die het gezegd heeft, dat Hij hun Vader wil zijn; er is iets liefelijks in hen te zien komen en gaan in lange statige rij, allen ordelijk en stemmig voortgaande, twee

aan twee, de kleinsten vooruit, soms nog wel aan de hand geleid, de grooteren volgende, de plaatsvervangende vader en moeder met de leermeesteressen den trein sluitende: het geeft u zoo goed een denkbeeld van de stilheid, de aandacht en orde, die de vrome godsdienstige zin met zich brengt.”

bosboom

Anna Bosboom – Toussaint (16 september 1812 – 13 april 1886)
Borstbeeld in Alkmaar

 

De Amerikaanse schrijver Justin Haythe werd geboren op 16 september 1973 in Londen. Zie ook mijn blog van 16 september 2008.

Uit: The Honeymoon

 „She had met Marcel somewhere else, in another European city I was too young to remember. That’s what he told me when we met. We stood in the front hallway of his apartment and shook hands. ‘We’ve met before,’ he said. ‘You were small.’ He kissed Maureen on both cheeks and then held her by the shoulders. He said, ‘Look at you.’ She stepped back out of his grasp so that we could look at her. ‘You have a beautiful mother,’ he told me.

This was June of 1980. I was eleven years old and he was leaving for the summer. I have often wondered if he and my mother were sleeping together. He was twenty years older than she was, heavy-set, with a thick moustache. On the train into Paris, Maureen had assured me that Marcel was, in some ways, a great man. But I cannot help remembering his hands on her body, on her clothes where he could feel what she wore underneath.

He showed us to our rooms. He put Maureen in the large bedroom where he slept, where the bed was still unmade, and showed me into the guest room that had once belonged to his daughter, Claudia. There was a single bed, a hand-painted child’s desk and dark carpet. He showed Maureen the priceless artefacts on the shelves that could not be replaced if broken and the wine in the cupboard that had survived both wars and was too precious to be drunk.

Maureen and I sat opposite Marcel at lunch. He gripped the bottle of white wine by the neck, and plunged it back into the ice bucket when the glasses were full. Without turning his head, he gestured out towards the street behind him and said the best shopping in Paris was just a few streets away.

‘I have no interest in shopping,’ she told him. ‘And besides, I can’t afford it, as you well know.’ He laughed as if she had said exactly what he had expected her to say.“

 haythe

 Justin Haythe (Londen, 16 september 1973)

 

De Finse schrijver en Nobelprijswinnaar Frans Eemil Sillanpää werd geboren in Hämeenkyrö op 16 september 1888. Zie ook mijn blog van 16 september 2006.

Uit: People in the Summer Night (Vertaald door Alan Blair)

“There is almost no summer night in the north; only a lingering evening, darkening slightly as it lingers, but even this darkening has its ineffable clarity. It is the approaching presentiment of the summer morning. When the music of late evening has sunk to a violet, dusky pianissimo, so delicate that it lenghtens into a brief rest, then the first violin awakens with a soft, high cadence in which the cello soon joins, and this inwardly perceived tone picture is supported outwardly by a thousand-tongued accompaniment twittering from a myriad of branches and from the heights of the air. It is already morning, yet a moment ago it was still evening.”

Sillanpää

Frans Eemil Sillanpää (16 september 1888 – 3 juni 1964)

 

Breyten Breytenbach, Alfred Schaffer, Michael Nava, Andreas Neumeister, James Alan McPherson, Frans Kusters

De Zuid-Afrikaanse schrijver en dichter Breyten Breytenbach werd geboren op 16 september 1936 in Bonnievale. Zie ook mijn blog van 16 september 2006 en ook mijn blog van 16 september 2007 en ook mijn blog van 16 september 2008.

Report

I saw couples kissing in doorways

turning around with open mouths I walked

across bridges and heard people cough below

I saw grayheads riding in taxis

look through rain-thick windows at buildings

no longer there. snow in winter

and grapes in the summer but I

don’t remember much about it

 

I saw the midnight sun

and birds of all sizes and fish

in the water and the southern cross above a peak

and cats wearing boots and drunken women

and bare trees with blossoms.

snow in the winter

and grapes in summer but

I don’t remember much about it

 

I too heard roosters crow

and the call of trains and voices

in my bed and gods on the roof and I saw

dragons in zoos and the beards

of friends and smelled the sun.

snow in winter and grapes in summer

but I don’t remember much about it

death sets in at the feet

 

One should simply doze off

yet they say for 48 hours consciousness will

still beat at the steamed-up windows of the skull

      like a fish in a basket

      or an astronaut in his spacetub beyond control

      or a Jew under a pyramid of Jews

      or a nigger(lover) in a cell

with a prickling of pins that begins in the soles.

 

Could it be thus?

The giddiness as the floor tilts

and a membrane of water draws over trees

and a zealous hand embraces the throat more tightly?

And what a farce, this fumbling for pictures.

 

Last week’s chrysanthemums are already rotten

on their stems, the green veins perished rubber tubes,

they who were yakking parrots

are now drooping withered wings.

 

Yesterday’s white carnations stink like slumped old women.

Yesterday’s red roses have a deeper bloom

as smothered fists.

 

People usually die flat on their backs,

feet coldly erect as petrified rabbits

or blossoms on a branch,

with a prickling of pins that begins in the soles.

 

My feet are recalcitrant: I must cajole them,

swaddled in rags, because I’m not yet done,

must still learn how to die,

I must still decide how to make up my mind.

 

For now I gaze through a mirror into a riddle,

but tomorrow it will be from face to face.

 

 

BreytenBreytenbach

Breyten Breytenbach (Bonnievale, 16 september 1936)

 

 

 

De Nederlandse dichter Alfred Schaffer werd geboren in Leidschendam op 16 september 1973. Hij is de zoon van een Arubaanse moeder en een Nederlandse vader. Schaffer debuteerde in 2000 met de dichtbundel Zijn opkomst in de voorstad. In 2004 verscheen zijn vierde dichtbundel. Hij werkte regelmatig samen met de Zuid-Afrikaanse schrijfster Antjie Krog en was na zijn promotie als Fellow aan de Universiteit van Kaapstad verbonden. Schaffer, zoon van een Limburgse vader en Arubaanse moeder, woonde vanaf 1996 een tijd in in Zuid Afrika. Zijn boeken verschijnen bij de Bezige Bij, waar hij als werkzaam is als redacteur. Schaffer is tevens redacteur van het tijdschrift Bunker Hill.

 

Slotzinnen genoeg zou je zeggen

 

Nu wordt het ingewikkeld, struikel niet over de rommel. ‘Kijk eens,
ook hier hebben mensen gewoond.’ Een dagreis van vandaag blijft alles
bij het oude: de penetrante lucht van enkelvoud, het straatleven o zo
geloofwaardig, de natuurramp die aan alle twijfel een einde zal maken.

Met de schrik vrij heet dat dan, eind goed al goed, de uitgestrektheid
is het ritselen dat ons omgeeft. Dat wordt flink dringen geblazen.
‘Jij hier?’ ‘Jij hier?’ Resteert de vraag wie van ons beginnen mag, hand
op het hart. Groot verdriet. Wie weet wat we straks zullen zeggen.

Weer dwalen we af, het is net echt. Je moest er nodig eens tussenuit,
je ziet de laatste tijd de gekste dingen – je zou bijvoorbeeld kunnen liften,
zet je schrap. Lekker weg in eigen land. Wacht, ik loop even met je mee,
ik moet toch die kant uit. Er zit een vlekje op je bloes. Nee, iets hoger.

 

 

Schaffer

Alfred Schaffer (Leidschendam, 16 september 1973)

 

De Amerikaanse schrijver Michael Nava werd geboren op 16 september 1954 in Stockton, Calefornië, en groeide op in Sacramento. In 1981 voltooide hij zijn studie rechten aan de Stanford universiteit, waar hij een jaar eerder zijn partner Bill Weinberger had leren kennen. Zij runden samen een advocatenpraktijk, eerst in Palo Alto, vanaf 1984 in Los Angeles. In 1986 verscheen de eerste roman The little death. Na zeven delen was de romancyclus over de homosexuele advocaat Henry Rios in 2001 afgesloten. Nava praktizeert sinds 1995 in San Francisco en is ook actief in de homobeweging.

 

Uit: Rag And Bone

 

I wasn’t usually so dyspeptic this early in the day, but I had the world’s worst heartburn, undoubtedly the result of a breakfast that had consisted of four cups of coffee, a bagel that was half-burned and half-frozen-I really needed a new toaster-and a handful of vitamins. The bitter aftertaste of the pills lingered at the back of my throat. Also, now that I noticed it, my right arm was throbbing. Great. When I was a teenager, I’d suffered through growing pains; at forty-nine, I was suffering through growing-old pains.

The young deputy A.G. beside me pored over his notes and muttered to himself, as if he were about to argue before the United States Supreme Court rather than a three-judge panel-two white-haired white men, one graying black lady-of the intermediate state appellate court. His knee knocked nervously against mine and I glanced at him. He was a handsome boy with that luminous skin of the young, as if a lantern were burning just beneath the flesh.

“‘Scuse me,” he murmured without looking up.

“Your first appearance?” I asked.

Now he looked. His eyes were like cornflowers. “Is it that obvious?”

“Don’t be too anxious,” I said. “They’ve already written the opinion in your case.”

“Really?”

“Really,” I said. “Oral argument’s mostly for show. It’s hardly worth bothering to show up.”

“Then why are you here?”

“I’m a criminal defense lawyer,” I said. “Tilting at windmills is my specialty.”

He smiled civilly, then returned to his notes.

“We will hear People versus Guerra,” the presiding justice said.

I pulled myself out of the chair and made my way to counsel table. The young A.G. beside me also stood up.

“You’re Mr. Rios?” he said as we headed to counsel table.

“None other,” I replied.

He held open the gate that separated the gallery from the well of the court where counsel tables were located, and said, “Great brief. I had to pull an all-nighter to finish my reply.”

I remembered his brief had had the whiff of midnight oil. “Thanks. You did a good job, too.”

I set my file on my side of the table and was gripped by a wave of nausea so intense I was sure I was going to vomit, but the moment passed.

“Counsel?”

I looked up at the presiding justice, Dahlgren, who was not much older than me and quite possibly a year or two younger.

“I’m sorry, Your Honor.”

“Your appearance, please.”

“Yes, Your Honor,” I grunted. “Henry Rios for defendant and appellant Anthony Guerra.”

“Mr. Rios,” the lady judge, Justice Harkness, spoke. “Are you all right? You went white as a ghost a second ago.”

“Heartburn, Justice Harkness. I’ll be fine with a little water.” I poured a glass from the carafe on the table. My hand was shaking.

 

nava

Michael Nava (Stockton, 16 september 1954)

 

 

De Duitse schrijver Andreas Neumeister werd geboren op 16 september 1959 in Starnberg. Hij studeerde na het gymnasium ethnologie in München. Neumaster staat in de traditie van de popliteratuur. Ook rap poetry wordt in zijn collage-achtige teksten verwerkt. In zijn werk „Könnte Köln sein“ onderzoekt hij de samenhang tussen architectuur, politiek en geschiedenis. In 1993 ontving Neumeister de Förderpreis zum Alfred-Döblin-Preis en in 1996 de Bayerische Förderpreis für Literatur.

 

Uit: Könnte Köln sein

Aus dem Wasser ans Land gekrochen. Auf dem Umweg über das Reptil zum aufrechten Gang gefunden. Im Schutz von Bäumen übernachtet. Wo es Höhlen gab, in den Schutz von Höhlen gekrochen. In den tiefsten Höhlen überwintert. Horden gebildet. Immer wieder die Kontinente gewechselt. Auf dem Umweg über Landbrücken und Pässe weites Neuland besiedelt. Vom Urknall über den Urschrei zur Urhütte gefunden. Das Feld vor der Hütte als Anlass genommen, sesshaft zu werden. Gesellschaftsvertrag. Dörfer gebaut. Fehden gefochten, Schanzen gebaut. Kriege geführt. Grenzen gezogen, Mauern errichtet. Neue Säue durch neue Dörfer getrieben. Gräben gegraben, Mauern geschliffen. Entdeckungen gemacht und Hürden übersprungen. Dabei immer wieder in den Regen geraten. Auf dem Umweg über die Geschichte immer wieder in die Geschichtslosigkeit zurückgefallen. Auf dem Umweg über Abgründe immer wieder festen Boden unter die Füße bekommen. Städte gegründet und Handel getrieben. Immer größere Ansiedlungen geplant. Staaten gegründet. Kriege geführt. Meere überwunden und aus fernen Kontinenten unerhörte Schätze mitgebracht. Sklaven verschifft und weiterverkauft. Städte befestigt und Burgen geschleift.

Neue Waffen erfunden und Kirchen geweiht. Schulen errichtet, Kasernen gebaut. Niederlagen beweint. Siege gefeiert. Immer wieder aufgerappelt und von Neuem gestrauchelt. Gold eingeschmolzen und Münzen geprägt. Dächer geflickt und Paläste angezündet. Vom Land in

die Städte geflüchtet. Fabriken hochgezogen, Produkte verkauft. Eisenbahnlinien in die Landschaft getrieben und um neue Bahnhöfe neue Siedlungen erichtet. Baumschulen gegründet, Hecken gepflanzt

 wo waren wir stehengeblieben?

Brieftauben, schreibt der weltkundige Wissenschaftsteil heute, nutzen gerne das Straßennetz zur Orientierung. Offensichtlich folgen die Tiere lieber Autobahnen oder Schienen, als sich nach ihrem angeborenen Orientierungssinn zu richten – selbst wenn es für sie einen Umweg bedeutet.”

neumeister

Andreas Neumeister (Starnberg, 16 september 1959)
Foto: Franz-Xaver Fuchs

 

 

De Amerikaanse schrijver James Alan McPherson werd geboren op 16 september 1943 in Savannah, Georgia. In 1978 won hij de Pulitzer Prize voor fictie voor zijn bundel korte verhalen Elbow Room. Zijn werk is gepubliceerd in 27 kranten en tijdschriften, in zeven bloemlezingen van short stories. McPherson studeerde aan de Morgan State University, Morris Brown College, Harvard Law School, de University of Iowa’s Writers’ Workshop, en aan Yale Law School. Hij doceerde Engels aan de University of California, Santa Cruz, Harvard, en gaf lezingen in Japan.

 

Uit: Hue and Cry. Stories

 

“Thomas Brown stopped going to church at twelve after one Sunday morning when he had been caught playing behind the minister’s pulpit by several deacons who had come up into the room early to count the money they had collected from the other children in the Sunday school downstairs. Thomas had seen them putting some of the change in their pockets and they had seen him trying to hide behind the big worn brown pulpit with the several black Bibles and the pitcher of ice water and the glass used by the minister in the more passionate parts of his sermons. It was a Southern Baptist Church.

“Come on down off of that, little Brother Brown,” one of the fat, black-suited deacons had told him. “We see you tryin’ to hide. Ain’t no use tryin’ to hide in God’s House.”

Thomas had stood up and looked at them; all three of them, big-bellied, severe and religiously righteous. “I wasn’t tryin’ to hide,” he said in a low voice.

“Then what was you doin’ behind Reverend Stone’s pulpit?”

“I was praying,” Thomas had said coolly.

After that he did not like to go to church. Still, his mother would make him go every Sunday morning; and since he was only thirteen and very obedient, he could find no excuse not to leave the house. But after leaving with his brother Edward, he would not go all the way to church again. He would make Edward, who was a year younger, leave him at a certain corner a few blocks away from the church where Saturday-night drunks were sleeping or waiting in miseryfor the bars to open on Monday morning. His own father had been that way and Thomas knew that the waiting was very hard.
He felt good toward the men, being almost one of them, and liked to listen to them curse and threaten each other lazily in the hot Georgia sun. He liked to look into their faces and wonder what was in their minds that made them not care about anything except the bars opening on Monday morning. He liked to try to distinguish the different shades of black in their hands and arms and faces. And he liked the smell of them. But most of all he liked it when they talked to him and gave him an excuse for not walking down the street two blocks to the Baptist Church.”

 

McPherson

James Alan McPherson (Savannah,16 september 1943)

 

De Nederlandse schrijver Frans Kusters werd geboren in Nijmegen op 16 september 1949. Hij studeerde rechten aan de Katholieke Universiteit Nijmegen. Na zijn studie werd hij daar parttime wetenschappelijk medewerker. In 1973 schreef hij acht korte verhalen, die werden gebundeld in de Gelderse Literaire Reeks. Hij won hiermee de Reina Prinsen Geerligsprijs. De verhalenbundel is daarna uitgebreid en onder de titel De reis naar Brabant, en andere verhalen bij De Bezige Bij uitgegeven. In 1977 was hij mede-initiator van het Literair Café Nijmegen in O’42. Daarnaast richtte hij rond deze tijd het literaire tijdschrift De Schans op, samen met Thomas Verbogt, Nop Maas en Anton Fasel. In 2001 publiceert hij zijn eerste roman, Na het wonder.

Uit: Na het wonder

 

‘En waar ze net nog aan het klaverjassen waren, zijn ze nu ineens aan het bamzaaien, zo lijkt het wel. Maar dan zijn ook de luciferhoutjes van het ene moment op het andere verdwenen en toch bamzaaien zij steeds fanatieker verder. Raadsels. Dilemma’s. Onzekerheden. Waar Theo is, zijn er, kortom, altijd raadsels, dilemma’s en dubbele bodems. Maar het zijn wel de raadsels, de dilemma’s en de dubbele bodems waar het in de hedendaagse kunst om gaat. Uitzoomen, even opnieuw inzoomen, dan bevriezen en aftitelen.’

 

Kusters

Frans Kusters (Nijmegen, 16 september 1949)

 

Zie voor nog meer schrijvers van de 16e september ook mijn vorige blog van vandaag.

 

Breyten Breytenbach, Hans Arp, Anna Bosboom – Toussaint, Justin Haythe, Frans Eemil Sillanpää

De Zuid-Afrikaanse schrijver en dichter Breyten Breytenbach werd geboren op 16 september 1936 in Bonnievale. Zie ook mijn blog van 16 september 2006 en ook mijn blog van 16 september 2007.

 

Goya

Francisco de Goya y Lucientes

with candles on the brim of his hat

straddles the rim of a dark century dark horses

my beloved

mouth-blind and the scream of terror

a dead stone in the head the head

of a dog squinting over earth’s hump

 

and inscribes his black paintings

on plaster of house walls the house

of the deaf masks under a rotten

rolling moon

my beloved

 

black as blood

black as bread

black as murder

black as chaos

black as execution

white like the fire flashing from the muzzle

of the gun

the bull smothers in his own blood

life is quicklime muffling the bones

 

from dark heaven arises a carnival

of cripples condemned ones a flare

of ghosts his hand remembers

does the hand still remember

the fawning of idiot king and retarded princesses

the bayonet in the freedom fighter’s gut

the crowning of the sardine remember

still the slender outline

the pale flesh and the dark fleece

of Maria del Pilar Teresa Cayetana

de Silva Alvarez de Toledo

la Duquesa de Alba

my beloved

 

his maja in red and black and gold

dark horses in the night the night

a populacho in procession

black like insomnia

our god is a mule

a muted blinding cry

a wall of darker fire

 

it is said poetry completes

what history leaves out

black like death

my beloved

my beloved

 

I’m so glad we live in peaceful times

 

 

 

in a burning sea

 

how often were we wrapped in coolness on the floor

the smell of turpentine and fire

the canvases white to our empty eyes

night’s indifference

and the moon a smile somewhere outside

out of sight

days decompose like seasons beyond the panes

leaves of rain, a face, a cloud, this poem

I wanted to leave my imprint on you

to brand you with the flaming hour

of being alone

no fire sings as clear

as the silver ashes of your movements

and your melancholy body

I wanted to draw that sadness from you

so that you might be revealed

the way a city opens

on a bright landscape

filled with pigeons and the fire of trees

and silver crows also out of sight in the night

and the moon a mouth that one can ignite

and then I wished that you could laugh

and your body bitter

my hands of porcelain on your hips

your breath such a dark-dark pain

a sword at my ear

how often were we here

where only silver shadows stir

only through you I had to deny myself

through you alone I knew I had no harbor

in a burning sea

 

breytenbach

Breyten Breytenbach (Bonnievale, 16 september 1936)

 

 

De Frans-Zwitserse kunstenaar, dichter en schrijver Hans (Jean) Arp werd geboren op 16 september 1886 in Straatsburg. Zie ook mijn blog van 16 september 2006.

 

 

WESTÖSTLICHE ROSEN

…. 1

…. die rosen werden an die hüte gekreuzigt, die lippen
der rosen fliegen fort.
…. die blutigen organe tropfen auf den sichtbaren
thron des halbwüchsigen westöstlichen steines und
auf die weißen totenköpfe.
…. die drei rasierten sommer und die drei rasierten
kreuze wackeln wie der mai auf krücken fort.
…. der leierleib erzählt von blutigen schlachten gegen
behaarte steine. der leierleib schießt giftigen schaum
steinerne krücken blutige nasen behaarte steine gegen
die rasierten totenköpfe.

…. 2

…. der leierleib tropft blut auf die weißen vorhemden
wie in einer unverpackten schlacht und wirft seine
drei schneeballen hinter seine drei sommer.
…. aus den retorten rollen die totenköpfe der Itosen.
…. die lippen der hüte kommen auf krücken zurück.
…. die handschuhe werden an die hüte gekreuzigt.
…. die kreuze lehnen aneinander wie der halbe mann
vom bräutigam am anderen halben manne vom
bräutigam.

…. 3

…. der leierleib erzählt der schaumgeburt von einem
halbwüchsigen westöstlichen stein der beileibe und
heiseele auf einem sichtbaren thron sitzt und von
den wagehalsigen und wagenasigen die blutige teile
5e,oen den mai werfen. da schießt die schaumgeburt
giftige akzentvögel gegen die signaturorgane des
leierleibes hängt sich klöppel an ihre geballten flügel
und läutet und fliegt fort zu den geflügelten worten.
…. die flügel rasieren die behaarten herzen.
…. das stückchen luft wackelt und ruft qui vive.
…. so geht es hinauf und hinab wie in einem brief.

…. 4

…. es läutet in den herzen.
…. die schaumgeburt packt weiße mailuft in einen
schneebrief.
…. der halbwüchsige westöstliche stein wirft seine
drei handschuhe hinter seine drei hüte und hängt
sich an den rosen auf.
…. der leierleib rasiert seine schlachtenklöppel.
…. geflügelte rosen fliegen zu der schneeleier.

 

Hans_Arp

Hans Arp (16 september 1886 – 7 juni 1966)

 

De Nederlandse schrijfster Anna Bosboom – Toussaint werd geboren op 16 september 1912 te Alkmaar. Zie ook mijn blog van 16 september 2006.

 

Uit: De Prinses Orsini

 

Terwijl de Loire zich voortdringt door de liefelijke landouwen van Touraine, vormt een harer teêrste en bogtigste takken, de Indre, door het kozend omvatten van eenige morgen gronds, even beneden Tours, een klein schiereiland, dat….. dan, wij herroepen dezen aanvang, en vervolgen de gedachte beschrijving niet verder; sedert den tijd, waarvan wij spreken wilden, kan gansch Touraine en geheel Frankrijk zijn veranderd van uiterlijk voorkomen, gelijk het van zeden, van staatsvorm intusschen oneindige malen is verwisseld. Kanalen kunnen gegraven zijn geworden, en meren gedempt, en rivieren tot andere bedding gebragt; want wij meenden u te verhalen van Touraine in 1714, toen nog lodewijk XIV over Frankrijk eenen schepter zwaaide, bezwaard met den pantoffel van de maintenon en den rozenkrans van Père le tellier. Bij gevolg kon mijn schiereiland er wel niet meer zijn, en staken misschien de bewoners van de Indre-oevers, als ze dit lezen konden, de hoofden op, zoo als die van het gedroogde Haarlemmermeer het over honderd jaren zouden doen, wanneer iemand hun den grooten waterplas tusschen Zwanenburg en de Kaag afschilderde – en er geene Haarlemmermeerboeken bestonden, om voor hunne beschrijving te getuigen. Een zoodanig nuttig Werk over de Indre bestaat er niet, zoover ik wete, en ik vinde het dus raadzaam, om er niet veel meer van

[p. 218]

te zeggen, dan dat ik de liefelijke plek heb gezien met den blik der verbeelding, en dat ze zoo lag, omgeven van zoet rivierwater, in het midden van dat weelderige landschap van Midden-Frankrijk, ’t welk nu reeds den naam van Touraine heeft moeten afleggen, om, als de andere provincie’s, den naam te dragen van de wateren, die het doorstroomen; departement de l’Indre et Loire heet het, sedert de dagen der Republiek.

Als uit een’ cirkel van groen, en een’ zilveren ring van water, rees er een alleraardigst lusthuis op, in welks bouworde de Italiaansche stijl de heerschende was, schoon het niet te ontkennen viel, dat de toenmalige Fransche smaak er zijnen invloed op had uitgeoefend. Het was duidelijk, dat de bouwmeester uit beide stijlen had genomen alles, wat het meest dienstig kon zijn en doeltreffend, om zijne stichting tot een smaakvol en gemakkelijk zomerverblijf in te rigten.”

 

bosboom

Anna Bosboom – Toussaint (16 september 1812 – 13 april 1886)

 

 

De Amerikaanse schrijver Justin Haythe werd geboren op 16 september 1973 in Londen. Daar bezocht hij de Amerikaanse school en Middlebury College. Hij behaalde een graad als Master of Fine Arts aan het Sarah Lawrence College. Zijn romandebuut, The Honeymoon, werd in 2004 genomineerd voor de Man Booker Prize. Samen met Pieter Jan Brugge schreef hij het dramatische stuk The Clearing, dat verfilmd werd. Op dit moment werkt hij als schrijver en proucent aan de film  Snitch, die gepland is voor 2009.

 

Uit: The Honeymoon

 

On a nice day, we used to go out as if we were going out for a night on the town. I sat on the bed and watched her dress the way she thought a French woman would dress: a thin blue sweater, yellow linen trousers with a zip on the side, a hat for the sun. Light from the window fell at her feet. Her hair was folded up beneath her hat, a few loose strands dabbing at the nape of her neck as she leaned down to put on her shoes without bending her knees.

We spent our afternoons in the museums; our mornings in the park across the street. The leaves on the branches were swollen with sunlight. All across the park, the trees staggered with the weight. We walked around the empty pond, along the gravel path and through the flower beds until we found a bench in the shade of a tree. It was a wealthy part of the city. Most people had gone away to the beach or to the mountains and only tourists or those unfortunate enough to have to work all summer spent their mornings in the park. The tourists sat in outdoor cafes while the workers ate sandwiches and bathed their feet in the fountains. Maureen did not consider us tourists.

The only other children in the park were the children of wealthy Arabs, dressed in perfect miniature suits and dresses. They came with nannies and minders, and spoke English like royalty. I stood watching until they invited me to join in. We chased each other around the fountain and over the prohibited grass while Maureen sat aloof and reading, a shoe dangling from her foot.

When I grew tired of the game, she put away her book and took my head on her lap. ‘To the museum?’ she asked. She lifted her hands on either side of her, palms up, as if it was she who guided the airplanes on to their destination. ‘Aren’t we lucky?’ she would ask, and I felt as if we were. But it was the breeze that answered, spinning the leaves above us with the sound of faint applause.

Maureen had wanted to live in Paris for a long time. She had aspired to it. As it happened, we stayed there only briefly, for just a few months, in an apartment she borrowed from a friend.”

 

Haythe

Justin Haythe (Londen, 16 september 1973)

 

Zie voor onderstaande schrijvers mijn blog van 16 september 2006.

De Finse schrijver en Nobelprijswinnaar Frans Eemil Sillanpää werd geboren in Hämeenkyrö op 16 september 1888.

Breyten Breytenbach, Hans Arp, Frans Eemil Sillanpää, Anna Bosboom – Toussaint

De Zuid-Afrikaanse schrijver en dichter Breyten Breytenbach werd geboren op 16 september 1936 in Bonnievale. Zie ook mijn blog van 16 september 2006.

 

 Allerliefste, ek stuur vir jou ’n rooiborsduif

 

Allerliefste, ek stuur vir jou ’n rooiborsduif
want niemand sal ’n boodskap wat rooi is skiet nie.
Ek gooi my rooiborsduif hoof in die lug en ek
weet al die jagters sal dink dis die son.
Kyk, my duif kom op en my duif gaan onder
en waar hy vlieg daar skitter oseane
en bome word groen
en hy kleur my boodskap so bruin op jou vel

Want my liefde reis met jou mee,
my liefde moet soos ’n engel by jou bly,
soos vlerke, wit soos ’n engel.
Jy moet van my liefde bly weet
soos van die vlerke waarmee jy nie kan vlieg nie

 

Wat uit de mond komt

wat uit de mond komt
zijn alleen maar woorden
vleermuizen botsend tegen het niets –
de gedachtengang van een grot

naakt zal ik uit het duister treden
en dan blind de zon omhelzen
de gedachtensprong een schot –
zo draait een mens de wond uit zicht


Vertaald door Laurens Vancrevel

 

breytenbach

Breyten Breytenbach (Bonnievale, 16 september 1936)

 

 

Zie voor onderstaande schrijvers mijn blog van 16 september 2006.

 

De Frans-Zwitserse kunstenaar, dichter en schrijver Hans (Jean) Arp werd geboren op 16 september 1886 in Straatsburg.

De Finse schrijver en Nobelprijswinnaar Frans Eemil Sillanpää werd geboren in Hämeenkyrö op 16 september 1888.

De Nederlandse schrijfster Anna Bosboom – Toussaint werd geboren op 16 september 1912 te Alkmaar.

Breytenbach, Arp, Sillanpää, Bosboom-Toussaint

De Zuid-Afrikaanse schrijver en dichter Breyten Breytenbach werd geboren op 16 september 1936 in Bonnievale, een dorp in de West-Kaap, op zo’n 180 kilometer van Kaapstad.Hij studeerde kunst aan de Universiteit van Kaapstad en is een toegewijde tegenstander van het apartheidsbeleid geworden. Hij verliet in de jaren ’60 van de 20e eeuw Zuid-Afrika en ging naar Parijs. Hij trouwde met een Franse vrouw van Vietnamese afkomst. Vanwege de rassenwetgeving kon hij toen daardoor niet meer terug naar zijn geboorteland.

Tegenwoordig verdeelt hij zijn tijd tussen Europa, Afrika en de Verenigde Staten. Hij is sinds januari 2000 gastdocent in de psychologie aan de Universiteit van Kaapstad en hij is betrokken bij het Gorée-instituut in Dakar, Senegal en de Universiteit van New York. Breytenbachs werk omvat dichtbundels, romans en essays. Veel daarvan is in het Afrikaans, met soms een vertaling in het Engels

Today I Went Down

 

today I went down on your body
while windows were thick white eyes
and hearkened the clogged cavities
in the small darkroom of your chest,
hedging an eternity over the aching voice
from your gorgeous throat,
agony and exaltation flow in one divide
if I may make so bold,
your thighs are a loveword your hair
night’s glittering lining of secret disport:
I aimed for the innermost moon
and rent, moved by the syntax and the slow
of sadness and of joy, so
I love you, love you so

when the blinding comes,
the discomposure of silence,
it must be high up the hills
where hundreds of poor
stamp their feet in the dust, and drums
and woman voices like this
ululating skyline
gag the final ecstasy

 

 

New York, 12 September 2001

 

will the hand endure moving over the paper
will any poem have enough weight
to leave a flightline over a desolate landscape
ever enough face to lift against death’s dark silence
who will tell today? the huge anthill of people remains quiet
somber and shrill, bright and obscure
as if brown effluvium of sputtering towers
still sweeps the skyline with a filthy flag
who will tell today?
today images wail for voice behind the eyes
planes as bombs stuffed with shrapnel of soft bodies
then the fire inferno flame-flowers from skyscrapers
human flares like falling angels from the highest floor
down, down all along shimmering buildings of glass and
steel
weightless and willowy and flame-winged streamlined
reflections fleeting in the fugitive language of forgetting
the hellhound of destruction has a red tongue of laughter
who will tell?
gouged eyes do not understand that the sky is blue
through the dismal and chilly nuclear winter
people stumble people shuffle
stumble-people shuffle-people worm-white-people
where are the faces
old before their ending or their wedding
greyed in ashes from head to toe
as if clothed in the coast of the snowing knowing of ages beneath rummage and debris rosy corpses move and
mumble
and in the East River confidential files and folders float
with shreds and feathers lacerated human meat
scorched confetti for the dog’s feast who will tell tomorrow tomorrow
where are the faces
will the tongue still think
still pulse its dark lair
with the flaming memory of bliss
will any poem some day ever carry sufficient weight
to leave the script of scraps recalling fall and forgetting
will death remain quivering in the paper

 

 

Breyten Breytenbach (Bonnievale, 16 september 1936)

 

Hans (Jean) Arp werd geboren op 16 september 1886 in Straatsburg, als zoon van een moeder uit de Elzas en een Duitse vader. Arp was een oprichter van het dadaïsme in Zürich. In 1920 vestigde hij, toen als Hans Arp, samen met Max Ernst en de sociale activist Alfred Grunwald de Keulse vestiging van Dada. Hij werkte daarbij ook nauw samen met Kurt Schwitters. Het werk van Arp verscheen in 1925 echter ook op de eerste tentoonstelling van de surrealisten in Galerie Pierre te Parijs. In 1926 verhuisde Jean Arp naar de Parijse buitenwijk Meudon. In 1931 brak hij met het surrealisme om een andere groep te vormen, Abstraction-Création, die een periodiek uitgaf, Transition genoemd. Gedurende de 30 jaren tot het eind van zijn leven ging hij echter ook door met het schrijven van essays en gedichten.

 

Sekundenzeiger

 

daß ich als ich
ein und zwei ist
daß ich als ich
drei und vier ist
daß ich als ich
wieviel zeigt sie
daß ich als ich
tickt und tackt sie
daß ich als ich
fünf und sechs ist
daß ich als ich
sieben acht ist
daß ich als ich
wenn sie steht sie
daß ich als ich
wenn sie geht sie
daß ich als ich
neun und zehn ist
daß ich als ich
elf und zwölf ist.

 

Hans Arp16 (september 1886 – 7 juni 1966)

 

De Finse schrijver en Nobelprijswinnaar Frans Eemil Sillanpää werd geboren in Hämeenkyrö op 16 september 1888. Hoewel zijn ouders arm waren, slaagden zij erin om hem in Tampere naar school te sturen. In 1908 verhuisde hij naar Helsinki om geneeskunde te studeren. In 1913 verhuisde Sillanpää van Helsinki terug naar zijn geboortedorp en ging zijn leven aan het schrijven wijden. Hij kreeg internationale bekendheid met zijn roman Nuorena nukkunut (1931). In 1939 ontving hij de Nobelprijs voor de Literatuur. Hij is tot op heden de enige Fin die deze prijs heeft gewonnen.

Citaat:

“The sun had risen some time after three and climbed gradually to overlook hundreds and thousands of yards and windows, pats and porches, and even to peer into rooms where human beings slept in their beds. It looked also into birds’ nests, in which to be sure there was no atmosphere of Sunday, for in them every morning, especially the sunny one, is equally holy.” (from The Maid Silja, 1931, vertaald door Alex Matson)

 

 

Frans Eemil Sillanpää (16 september 1888 – 3 juni 1964)

 

Anna Bosboom – Toussaint werd geboren te Alkmaar en legde op 16 april 1833 een examen voor het lager onderwijs af, doch volgde haar hoge roeping in de Nederlandse letteren. Ze huwde in 1851 met de schilder Johannes Bosboom en vestigde zich te ‘s-Gravenhage, alwaar zij op 13 april 1886 overleed. Anna Bosboom-Toussaint wordt gerekend tot de beste Nederlandse auteurs van de 19de eeuw. Nadat zij grote verwachtingen had gewekt met haar romans Almagro (1837) en De graaf van Devonshire (1838), beide beïnvloed door de Engelse romantiek, zocht ze op aanraden van Gids-redacteur Potgieter haar onderwerpen voortaan in de vaderlandse geschiedenis. De schrijfster is vooral bekend gebleven door de eigentijdse roman Majoor Frans (1874), over een meisje dat door haar vader als jongen wordt opgevoed.

 

 

Uit Majoor Frans

 

Jonker Leopold van Zonshoven aan Mr. Willem Verheyst, advokaat te A.

Beste Vriend!

 

“Als gij niet al te diep in ’t een of ander proces zijt verwikkeld, kom dan tot mij op de vleugelen der vriendschap, of meer op zijn negentiende eeuws gesproken, met den eersten sneltrein den besten dien gij uit uw provinciestadje kunt bereiken; want ik zit deerlijk in de engte. Daar is mij iets overkomen, waarover de wereld mirakel zal roepen als zij er van hoort. Maar vooreerst mag zij ’t nog niet hooren et pour cause; daarom moet ik het aan de borst van een vertrouwd vriend uitstorten, of ik zou er aan stikken. Het is ook zoo iets ongewoons, zoo iets onwaarschijnlijks, zoo iets onmogelijks, zou mevrouw de Sévigné zeggen, maar dat toch waar is, toch gebeurd is, ja! mij gebeurd is, mij, Leopold van Zonshoven, van der jeugd af bestemd om in de wereld de droevige figuur te maken van: een kale jonker! Ook ben ik er van verbluft, of ik een knodsslag op mijn hoofd had gekregen. Verbeeld je! daar ben ik op eens aangewezen als den universelen erfgenaam van een colossaal vermogen.”

 

Anna Bosboom – Toussaint (16 september 1812 – 13 april 1886)